Fredericia midtby er omkranset af Nordeuropas bedst bevarede voldanlæg med smukke byporte. For borgere og gæster er anlægget en fantastisk bypark med kanoner, motionsstier, picnicområder og udsigt til begge Lillebæltsbroer. Gaderne inden for voldene er anlagt som et skakbræt med mange historiske bygninger og et charmerende og levende handelsliv. På byens gamle industrigrunde ved havnen graves der ud til en kanalby, som skal blive en ny, bæredygtig bydel med boliger, erhverv og kultur lige ud til Lillebælt. Nyt og gammelt bindes sammen og udvikles med respekt for historien og modet til fremtiden.